Torsdag d. 9. juni ankom vi alle tre til Ilulissat fra hvert vores hjørne af verden. Ilulissat bød på sol, sol og atter sol, smukke isfjelde – og en hel utrolig anden natur, end den vi til daglig kender fra Nuuk h.h.v. København, sidstnævnte tillader vi os at sige på Anna’s vegne. Vi spiste på Hvide Falk – “Hellefisk på 3 måder”, rigtigt lækkert.
Vi tog på en god gå/vandretur om fredagen, ”den lange tur” langs isfjorden, til Holms bakke, op langs floden, og tilbage til Ilulissat via stenbruddet. Hvad vi ikke havde husket at læse, eller fastholdt i bevistheden var, den sidste del af turen gennem den dramatiske kløft…..
Alt i Grønland er i år en måned forsinket – også smeltning af is og sne – men, vi startede ud via træbroer og ud til isfjorden. Turen gik som en leg frem til kløften, men med 1 km tilbage, måtte vi bruge 2 timer, for at forcere smeltevand, sne og is, der smelter nedefra – vi gik i vand til knæene, faldt igennem sne og is til sten nedenunder – og heldigvis panikkede vi ikke samtidig, men kunne bruge vores evner til beroligelse hver især, når en af os andre fik lidt panik-følelse. En stor tur, som vi bagefter alligevel var glade for vi fuldførte. En tur for os på ca 6-7 timer, der burde have taget 4-5 timer max…. Der blev ikke taget mange billeder undervejs, på trods af opfordringer fra Mette – men det må blive ved vores fortælling om den del af turen.
På hotellet mødtes vi med længe ventede Kim-og-Conni’er, og vi snakkede ophidsede om turen og plejede Mette’s vabler (der senere resulterede i nye vandrestøvler). Heldigvis havde vi denne dag fået booket bord på hotellet, så der var ikke så langt til en skind-sprødstegt torsk om aftenen.
Ilulissat bød lørdag på hvalsafari, hvor vi mødte den mest sky hval – vi sejlede efter den i en time, og den viste flot sin ryg – men ingen hale ved nogle af dens dyk. Det blev dog til fulde kompenseret på vores sejltur på kystbåden fra Ilulissat til Nuuk, hvor vi så 3 hvaler i Aasiaat, der legede og viste både blåst og haler – og ”luffer”. Desuden så vi en enkelt sæl på en isflage og flokke der piskede i vandet – og der var sol hele vejen – og det er meget sol, når der nu engang er midnatssol på dette tidspunkt. En supertur – og en to tre, så var vi hjemme i Nuuk.
Nuuk bød på sol, grill på altanen og derefter tåge, gus og lidt regn. Vi tog til Kapisillit, og fik sol – gik tur derinde – og vi tog til Qooqqut og fiskede rødfisk. En rigtig skøn tur og ferie med Anna, som nød sin første ferie heroppe, og forhåbentlig ikke den sidste.
Alt godt får altid en ende, og Anna tog hjem igen.
Nu venter vi på Karen, der kommer på besøg i den kommende uge – det bliver rigtig hyggeligt.


